Kategoriarkiv: Halsnæs

Erhvervsliv, iværksætteri og Bitcoins med Joachim B. Olsen

Mandag den 5. September 2017 kl 19:00 til 21:00 kommer Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance til Frederiksværk og fortæller om den politiske situation på Christiansborg – og ikke mindst regeringens fokus på erhvervsliv og iværksætteri.

Svend Pedersen fra CIMA Technologies fortæller om den nye valuta Bitcoins, der spås at revolutionere verden på niveau med e-mails og Internet.

Flere af kandidaterne til kommende kommunalvalg i Halsnæs Kommune vil deltage i arrangementet.

Arrangementet foregår hos De Nova, Havnevej 25, 3300 Frederiksværk.

Hvis du har lyst til at deltage, så send en mail til Søren Rømer på soren@la-halsnaes.dk.

Find et kompromis for Nordmolen

Indlæg i Halsnæs Avis den 14. juni 2017:

Af Søren Rømer, Spidskandidat for Liberal Alliance

Halsnæs Avis kunne i forrige uges udgave berette, at Hundested Havn I/S har besluttet at sætte det netop fremlagte boligprojekt i bero efter et møde med borgmesteren. Man kan regne med, at borgmesteren har forklaret repræsentanterne fra Havnen om den betonklods man vil ramme, hvis man fortsætter med det fremlagte projekt.

Uenigheden kommer af, at det byggeprojekt, Hundested Havn har fremlagt, overskrider de grænser for bebyggelsesprocent og højde, som er defineret i den såkaldte masterplan for Hundested Havn.

Hvis man går en tur på Nordmolen, når man hurtigt til den konklusion, at Nordmolen trænger til liv. Nordmolen er hovedsageligt opmarchbåse til den hedengangne Grenå-færge.

Man kan også se, hvor tæt Nordmolen ligger på badestranden Trekanten, der udover selve stranden også er beriget med et bælte af lave klitter – en rigtig familie-strand. Dog uden toiletfaciliteter, som er sat i bero.

Nu er det ikke første gang, at byggeprojekter er udsat for harmdirrende protester. Det er vel mere reglen end undtagelsen i Danmark. Tænk blot på Øresundsbroen og den smukke Amaliehaven ved Amalienborg.

Vi kan ikke lade et så centralt område i havnen ligge øde hen med sine opmarchbåse, der ikke har været i brug i mere end 20 år. Liberal Alliance opfordrer derfor Hundested Havn og borgmesteren til at sætte sig sammen med en forligsmand og finde en løsning ved en passende reduktion i bebyggelsesgrad og antal etager, men uden at ødelægge ambitionen om at få skabt en levende Nordmole.

… og selvfølgelig skal der være et toilet tæt ved Trekanten. Placeringen af toilettet kan man passende lade Kattegat Strandhave bestemme, inden for en rimelig afstand til Trekanten.

Generalforsamling i LA Fjordbyerne 2017

Kære medlem af Liberal Alliance

Den 8. maj kl. 19:00 afholdes ordinær generalforsamling i Liberal Alliance Fjordbyerne i Kulturhuset Elværket, Ved Kirken 6, 3600 Frederikssund.

Se vedhæftede dagsorden og forslag til vedtægtsændringer.

Efter den ordinære del kommer vores lokale folketingsmedlem May-Britt Kattrup og fortæller lidt om den aktuelle politiske situation på Borgen.

Bestyrelsen håber at du har lyst til at deltage?

Bemærk, at man skal have betalt sit kontingent, for at deltage i generalforsamlingen.

Med venlig hilsen

 
Søren Rømer
Medlem af Liberal Alliance Fjordbyerne
Telefon: 29 45 17 75

Liberal Alliance glæder sig over den store opbakning blandt de unge.

Til skolevalget den 2. februar blev Liberal Alliance det tredjestørste parti i Danmark med 13,5% af stemmerne. I Halsnæs kommune kom LA ind på en flot 2. plads med i alt 17,7% af stemmerne.

Søren Rømer, spidskandidat til kommende kommunalvalg i Halsnæs Kommune, glæder sig over den flotte opbakning blandt de unge. Han udtaler:

– Vi ved at der skal arbejdes hårdt for at få et blåt flertal i kommunen, men det er dejligt, at mange af de unge allerede har besluttet sig for, at personlig frihed er en forudsætning for et godt liv.

Hvor er visionen i budgettet?

Af Søren Rømer, Liberal Alliance

Venstre og Dansk Folkeparti har netop indgået et forlig om det kommende års budget i Halsnæs Kommune.
Den gode nyhed er, at budgettet balancerer, og at vi får betalt noget af på vores gæld. Der bliver skåret lidt visse steder og tildelt lidt andre steder – alt i alt et stuerent budget.

Dog er det meget svært, at få øje på de visionerne bag budgettet. Det er på tide, at byrådet gerne med inddragelse af borgerne, får defineret en vision for, hvordan vi tiltrækker nye virksomheder, hvordan vi skaffer flere lokale arbejdspladser samt hvordan, vi tiltrækker nye skatteborgere til kommunen.

Kunne det ikke være lidt sjovere, at der var flere til at betale udgifterne, og kunne det ikke være sjovere, hvis vi havde mange flere arbejdspladser lokalt, og kunne det ikke være dejligt hvis mange flere af de unge vendte tilbage til Halsnæs efter endte studier for at bosætte sig og måske for at starte virksomhed?

En virksomheds valg af kommune hænger bl.a. sammen med det lokale erhvervsklima, og endnu engang kan man konstatere at Dansk Industri har vurderet Halsnæs som en af landets mindst erhvervsvenlige kommuner – bl.a. på grund af infrastruktur, kommunens image, skatter og afgifter. Kommunens vision skal forholde sig aktivt til alle disse områder – det gør nye virksomheder, når de skal vælge hovedsæde.

Når en ung familie skal bosætte sig, vil vores skønne placering på landkortet betyde meget, men valget vil også påvirkes af mange andre faktorer som f.eks. skoleresultater og trivsel, infrastruktur og ikke mindst kommuneskat. Også her taber vi til vores nabokommuner på de fleste parametre.

Hvis Halsnæs Kommune vil være en attraktiv kommune, skal der lægges en plan for at forbedre alle nævnte punkter, og et godt sted at starte kunne være igen at sænke kommuneskatten med de 0,3 procentpoint, som det forrige byråd hævede den med – så kommer vi på niveau med nabokommunerne og bliver ikke fravalgt af denne grund.

Men arbejdet stopper ikke der – der er nok at tage fat på, hvis vi vil gøre Halsnæs Kommune til den allerbedste!

Artiklen blev bragt i Halsnæs AVIS 8. Oktober 2016: Link.

Mød LA på Krudtværket

Når du står op lørdag den 3. maj, vil du igen kunne se de orange valgplakater fra Liberal Alliance i gadebilledet. Denne gang drejer det sig om valg til Europaparlamentet. Vi håber på at få valgt en kandidat ind, så vi kan være med til at reducere bureaukratiet.

Samme lørdag er der igen Krudtværksmarked i Frederiksværk, og traditionen tro møder Liberal Alliance selvfølgelig op. Hvis du har lyst til at kigge forbi og få en sludder om Europaparlamentsvalget eller andre emner, kan du finde os på krudtværksalleen – lige ved Hans Futtrups sti.

Hvis du skulle have tid og lyst til at hjælpe med at sætte plakater op, dele flyers ud eller andre aktiviteter, må du meget gerne kontakte mig. Al form for hjælp tages imod med glæde.

Mvh

Søren Rømer
Tlf: 29 45 17 75
Mail: soren@la-halsnaes.dk

Ondskaben Selv

Det er kommunens opgave at sikre, at der bliver gjort rent i de offentlige institutioner, at der bliver ryddet sne om vinteren og at broer vedligeholdes ordentligt. Men det er ikke nødvendigvis kommunen selv, der skal løse opgaverne: Kommunen skal beskrive opgaven, og sikre at den bliver løst – i den aftalte kvalitet og til den rigtige pris.

Nu er konkurrenceudsættelse af ”Natur og Vej” og ”Rengøring” langt om længe sat på dagsordenen i Halsnæs kommune, og jeg forudser mange kommentarer om, at det private erhvervsliv er ondskaben selv, at de mishandler medarbejderne og at kommunen kan gøre det meget billigere og mere effektivt selv. Husk at private virksomheder som regel kun bliver en succes, når de har gode produkter, tilfredse kunder og glade medarbejdere. Hvis private virksomheder har lige så højt sygefravær, som medarbejdere i Halsnæs kommune, vil jeg påstå, at de er dårlige til at drive virksomhed!

Det første skridt i en udliciteringsproces er at beskrive, hvilke opgaver kommunen forventer, der skal løses. Man skal også have beskrevet hvordan, det kan kontrolleres, om en privat virksomhed leverer den rigtige kvalitet. Kan det virkelig passe, at Halsnæs kommune har løst opgaverne i mange år, uden at opgaverne har været beskrevet, og uden at man har haft en kontrol af, om arbejdet blev udført ordentligt? Det kan jeg ikke tro, og hvad er det, der gør, at man nu skal beskrive opgaverne i endnu flere detaljer – mon ikke en privat virksomhed, der er specialiseret i rengøring, har en rigtig god ide om, hvordan der skal gøres rent og hvordan man skal behandle medarbejderne?

Hvis en privat virksomhed skal kunne gøre en forskel i Halsnæs kommune, skal vi ikke kræve, at de gør det præcis på samme måde, som det er blevet gjort indtil nu, for så opnår vi jo intet og bremser al innovation. Lad private virksomheder komme med deres bud på, hvordan opgaven kan løses – de har typisk bredere viden om, hvad der bedst kan lade sig gøre!

Søren Rømer
Formand for Liberal Alliance i Halsnæs